Manglende kærlighed

Den unge kvinde Miriam tog springet til at flytte hjemmefra sin familie, da hun var 16 år gammel.

Hun var i det meste af sin barndom overladt til sig selv. Forældrene havde haft nok i deres egne problemer med deres økonomi og alkoholmisbrug. Hun led aldrig under fysiske overgreb og der var mad på bordet hver dag, men livet hos forældrene var som et stort tomrum. Hun kom hjem fra skole hver dag, og så rækken af tomme flasker i gangen. Hidsige opråb fra køkkenet Signalerede at mor og far igen havde økonomiske vanskeligheder. Hun passerede forbi og hen til sit værelse. Hun var blot et lille vindpust, som knap kunne mærkes.

Hun tog aldrig kammerater med hjem fra skole og besøgte sjældent andre. Hun havde intet at give af, for hun havde aldrig modtaget kærlighed. Hendes dybe mangel på kærlighed fik hende til at længes efter et andet liv. I skolen hørte hun om andres fantastiske oplevelser og hun så selværdet stråle ud af dem. Jo mere hun iagttagede andres skæbner, jo mere længtes hun efter at tage chancer. Hun længtes efter følelsen af at blive elsket.

En dag pakkede hun sine ting, og tog af sted. Hun bankede på døren hos et ungdomshjem. De tog hende til sig. Hun fik et værelse, og var hver dag i kontakt med unge mennesker. På trods af hun tog chancer, og var flygtet fra det hjem som hun havde betragtet som sit fængsel var hun alligevel hul indeni. Hver dag var tjek på værelserne, og hun måtte ofte ind og tale med bestyreren om hendes situation og ønske om fremtiden. Hun var gået fra at være et vindpust til at være en rasende orkan. Hun blev tit vred og frustreret. Hvad vidste bestyrerinden om hendes liv? Hvorfor stillede hun så mange spørgsmål? Hun vidste ikke hvad hun ville. Job og penge sagde hende ingenting, men var den hverdag hun blev konfronteret med. Hun begyndte at synke dybere ind i sig selv.

Hun havde haft håbet om at livet skulle blive bedre udenfor hendes families rækkevidde, men det hun søgte kom ikke til hende. Håbet der havde holdt hende oppe forsvandt. Til sidst stoppede hun med at stå op af sengen. Hun lukkede alting ude. Hendes opfattelses evne svandt hen i ingenting. Bestyrerinden indså at der var opstået et problem, og sendte hende på psykiatrisk afdeling. Hun fik igen et værelse på beboelses kompleks. Hun var jævnligt i kontakt med en psykolog, som prøvede at finde ind til roden af hendes problem. I en del tid lukkede hun af og lyttede ikke. Hun havde ikke lyst til at åbne sig for nogen, som ud af pligt skulle hjælpe hende. Depressionen borede et dybt hul og tomrummet i hendes sjæl var uudholdeligt. En dag havde ordene fra psykologen for en gangs skyld ramt hende, da hun sagde til Miriam om hun ikke burde genoptage kontakten til sine forældre og indhente alt det forsømte. En indre vrede bruste frem i hende og hun så sin mors ansigt som så lige forbi hende. Miriam langede i vrede ud mod psykologen. Hendes mors ligegyldige blik havde sat sig fast på nethinden. Psykologen undgik hendes næve og kastede et forskrækket blik mod Miriam. Miriam standsede op og så chokeret over mod psykologen. Begge deres blikke mødtes i en gengældt chokfase. Miriam begyndte for den første gang at sige noget til psykologen: " Det var ikke meningen" fremsatammede hun. Psykologen sagde intet og gik ud af døren. Miriam faldt ned mod gulvet i forvirring. Tanken om forældrene gjorde hende gal, og det værste var at hun bitterligt fortrød at hun aldrig havde gjort oprør hjemme. Kort tid efter hændelsen kom psykologen eskorteret af en politimand for at fortsætte samtalerne. I en tid fortsatte sessionerne, men Miriam lyttede atter ikke, men hendes tanker var ikke længere tomme. I hendes hoved forestillede hun sig hvordan hun skulle have gjort, når hun så forældrene skændes. Hun forstillede sig hvordan hun burde råbe af dem. Hun forestillede sig hvad der ville ske hvis hun kastede ting efter dem eller smækkede med dørene, men en endelig løsning stod ikke klar.

En dag besluttede Miriam alligevel at gå ud for en dør, og satte sig ned og spiste i opholdsstuen. Hun talte ikke emd nogen, men larmen omkring hende fykdte hendes tomrum ud og hun begyndte at føle sig mere tilpas. En dag hvor hun var på vej op til sig selv tabte hun nøglerne som faldt ned i en rist. Hun lagde sig ned på gulvet for at samle den op. Mens hun kæmpede med at få fat i nøglen med fingrene i risten kom en dreng hen til hende, og spurgte hvad der var galt. Miriam så op på ham. Ingen havde før vist interesse for hende, og da han tilbød sin hjælp standsede hun op i sit sind et øjeblik. Imellemtiden havde drengen med hjælp fra en blyant og et bøjet stykke metal fra hans penalhus fisket nøglen op. Han gav hende nøglen og hun så på ham med et forbløffet og et fortrøstningsfuldt blik. Han sendte hende et let smil, og sagde med en behagelig stemme at hun hellere måtte passe bedre på nøglen til en anden gang. Han passerede derefter hende og gik ind ad sin egen dør. Denne begivenhed virkede ubetydelig, men for Miriam var det den første oprigtige omsorg hun længe havde set. Denne lille gestus opslugte hende i flere dage og et lille håb spirrede atter op i hende. Hendes hjerte hungrede efter kærlighed og hun var omsluttet i en fantasi om lykkelig ægteskab, som kunne hele hendes hjerte. Hun begyndte at sige hej til drengen hver gang hun så ham, og en dag nede i opholdsstuen begyndte de at tale sammen. Han fortalte hende at han hed Per. Han sagde aldrig til hende hvorfor han boede på hjemmet. Hun sagde ligeledes intet, for det betød ikke noget. Fortiden skulle lægge bag dem. Hun tog af og til hans hånd og blot stirrede ind i hans øjne.

Han smilte let til hende trods hans blik virkede tomt, men Miriam overså dette. Hun havde allerede kædet en forestilling sammen om lykke og kærlighed. Hun ville opnå det som hun længe havde længtes efter. Hun ville finde kærlighed igennem hengivenhed til et andet menneske og blot glemme alt omkring sig selv. Drengen gjorde ingen modstand og de blev drevet tættere sammen i nysgerrighed om kærlighed og berøring. Miriam var opslugt i sine forstillinger og var alt for uforsigtig. En dag på vej op af trappen fik hun en kvalmende fornemmelse. Det var den første af mange gange og psykologen bemærkede hurtigt hendes ændrede tilstand. Hun blev sendt til lægen og fik konstateret at hun var blevet gravid. Miriam var lykkelig og delte sin glæde med Per. Hun drømte om hvordan hun skulle skabe en tryg familie som hun kunne skænke al den kærlighed som hun aldrig selv havde modtaget. Hun flyttede ud af afdelingen sammen med Per i en beskyttet lille lejlighed. Hendes drømme gav hende ny energi, men de vendte hurtigt med træthed og kvalme længere henne i graviditeten. Hun fik sit første barn som hun navngav Lukas.

Hendes drømmesyn og dagen med praktiske opgaver hang dog ikke sammen. Hun kæmpede hver gang med sundhedsplejersken, som konstant rettede på hende, og påpegede at hendes barn var hel rød forneden. Selvom Miriam ønskede at give barnet sin kærlighed blev hun mere og mere skuffet over at hun ikke blot kunne omfavne og glæde barnet med opmærksomhed. Hun ruskede ofte i Per, men hans stille væsen var svær at puste liv i. Han affandt sig med meget. Miriam havde svært ved at opretholde sin drøm om den glade familie. Barne græd meget og søvn fik hun ikke meget af.

Hun havde altid selv været et enebarn og i sin frustration faldt det hende ind at hun glæde sin søn ved at give ham en lillesøster eller lillebror, og derved sørge for at barnet aldrig var alene. Per havde dog givet udtryk for at han synes at det var nok med et barn, men hun var ligeglad. Hun ville have endnu et barn, så hendes søn aldrig behøvede at være alene. Han skulle ikke opleve samme ensomhed som hende selv nogensinde. Selvom hun havde lovet Per at hun ville tage p-piller smed hun hver aften en i toilettet, og derved lod ham være i troen om at hun var beskyttet. Da den anden graviditet indtraf blev han dog noget overrasket, men Miriam bort forklarede det ved at hun ved et uheld havde glemt en pille efter en aften de havde været ude at spise.Hendes andet barn kaldte hun for David. Miriam havde nu endnu mere at se til end før, og det blev til sidst for meget for Per. Han var helt forskrækket over den byrde Miriam gav ham med hendes krav om at varetage 2 børn. En dag forlod han hende. Han havde fået nok af at hun forlangte kærlighed. Han kiggede stift på hende og sagde at ville tage tilbage til den psykiatriske afdeling. Miriam skreg af ham og kastede ting mod ham i raseri. Begge børn græd i vilden sky. Per lod sig ikke mærke af hendes kraftige reaktion, men gik blot ud af døren. Hun så ham aldrig igen. Hun kæmpede med at bringe børnene i vuggestue, mens hun selv skrev jobansøgninger og hver uge skulle ind til socialkontoret.

En dag kunne hun ikke mere. Hun stoppede atter op med at rejse sig. Hun var synderknust over at Per forlod hende og hendes perfekte familiebillede nu var brast. Lukas trak ofte sin mor skørtet, og sagde han var sulten. Hun pegede ud mod køleskabet, hvor kun nogle få dåser stod. Den lille dreng på 2 1/2 år måtte nu selv tage mad fra køleskabet, og hjælpe sin lillebror med at få noget at spise. Hun holdt op med at aflevere børnene i vuggestue og børnehave. Hvilket vakte opsigt blandt pædagogerne. En dag kom de sociale myndigheder og tog begge børn fra hende. Først denne dag hvor hun så andre tage sine børn i favnen indså hun at hun nu mistede resterne af hendes familiedrøm. Hun skreg og og råbte at de ikke måtte tage hendes kære børn fra hende. Hun rev fat i deres tøj, men hun blev skubbet væk af en politibetjent. Hun græd af sine lungers fulde kraft. Hun blev efterfølgende selv sendt tilbage til den psykiatriske afdeling.

Hun fik lov til at besøge sine børn 2 gange om måneden. Hun måtte rejse langt for at se dem, og hver gang hun så deres glade ansigter og omfavnede dem blev hun både glad og trist over at hun kun måtte være hos dem i 2 timer. Hun sad på sit værelse og chattede på en bærbar computer som hun havde fået. Hun sagde ikke meget, men hun var fast besluttet på atter at finde kærligheden, så hun kunne genvinde sine 2 børn og få hendes livsønske om idyllisk familieliv opfyldt. Hun fik lov til at tage udenfor afdelingen. Hun blev så stærk i sit håb at hun afleverede ansøgninger i forretninger og en dag sad som kassedame i Aldi. Hun tog af og til ud i byen også, men brugte de fleste aftener foran sin skærm. Hun begyndte skrive sammen med piger og drenge. Hun ville gerne have lidt venskabelig kontakt uden at blive afvist, som hun ofte følte når hun tog afsted i byen. En dag chattede hun med en som John, og deres forhold over e-mails udviklede sig efterhånden, og de tog en dag initiativ til at mødes. Hun havde allerede forelsket sig i hans romantiske ord over nettet, og de begyndte at tage på dates. Miriam var fuld af lykke og med lynede fart stod de en dag og var forlovede. Hun drømte stadig om det lykkelige familieliv, og en dag når hun havde vist de sociale myndigheder at hun godt kunne tage vare på andre ville hun kunne få sine 2 drenge tilbage. Hun tog på sin mave. Hun var atter blevet gravid.